onsdag den 31. januar 2018


Præsentation af mig og mine arbejdsopgaver. Jeg er uddannet sygeplejerske og har en DP i sundhedsformidling og klinisk uddannelse. Jeg har ikke arbejdet direkte med faget i klinikken/praksis siden 2007. Indtil 2016 har jeg siddet som uddannelseskonsulent i en kommune. Det var meget administrativt men omfattede også tilrettelæggelse og koordination af praktikforløb.
For to år siden valgte jeg så at arbejde mere målrettet på det lærings / didaktiske område som jeg brænder mest for.
Jeg blev ansat i kursusafdelingen på SOSU C i Herlev. Kendetegnende for kursusområdet er at kurserne er sammensat af AMU mål, og at kurserne er af kortere varighed, i forhold til hovedforløbende på SOSU uddannelserne. Kurserne spænder fra 1-13 dage.  Den daglige undervisningstid hedder 8.30-15.55. Der er dog mulighed for at indlægge fjernundervisning (asynkront) . Det kræver dog at vi som undervisere kan dokumenterer undervisnings aktivitet. f.eks i form at skriftlige opgavebesvarelser.(evt. elektronisk)
Jeg underviser primært inden for medicinadministrations området. Målgruppen er her typisk ansatte social-og sundhedsassistenter. En stor del af mine kurser er 10 dages kurser, tilrettelagt i samarbejde med Region Hovedstadens somatiske og psykiatriske afdelinger. Særligt for disse hold er at de skal afslutte det 10 dage lange kursusforløb med en 2,5 time lang skriftlig eksamen. Denne skal bestås for at de må have med medicin at gøre ude i afdelingerne. Det betyder at flere af kursisterne kan opleve at de er under et vist pres i forhold til at kunne forsætte i deres nuværende job. Dette kan påvirke deres motivation for læring.
En anden stor del af mine kurser er for pædagogisk personale ansat på bo-og behandlingssteder. Disse hold er ofte sammensat af både ufaglærte og uddannede pædagoger, ergo-og fysioterapeuter samt social-og sundhedsassistenter. Også på disse hold er der afgørende for deres opgaver i praksis at de består kurset.
En af mine udfordringer er, udover at skulle tilrettelægge undervisningen ud fra så forskellige læringsforudsætninger, også at skulle nå at vurderer alle 25 kursister individuelt på relativt kort tid. (3-5 dage)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar